Hvad laver en infrastrukturspecialist?

Hvad laver en infrastrukturspecialist?

Du læste måske vores blog om, hvad en IT-supporter egentlig laver? Indlægget gav et indblik i en del af vores forretning, og i denne blog fortsætter vi til et andet team, nemlig Team Infrastruktur. Sammen sørger de for, at vores kunders netværk, backup, replikering og virtualisering kører som smurt. I datacentre i hele verden – det er ret sejt!
 

Mød Hjalte

Hjalte er en del af infrastrukturteamet. Han har været hos any.cloud i knap to år, og han startede faktisk som supporter, men bevægede sig hen mod infrastrukturdelen. Det var et naturligt skifte, fordi Hjalte har en uddannelse fra ZBC i Ringsted som IT-supporter med overbygning som datatekniker med speciale i infrastruktur. ”Da jeg afsluttede min uddannelse, søgte jeg job hos any.cloud, fordi der er mulighed for at udvikle sig fagligt i unikke teknologier. any.cloud arbejder meget med nye teknologier, der rammer internationalt, og det synes jeg virkelig er spændende,” fortæller han.
 

Hverdagen for en IT-infrastrukturspecialist

“En typisk dag starter inde på any.cloud-kontoret. Det første, jeg gennemgår, er vores monitoreringsskærme for fejl. Fejl, der fremgår der, er mindre fejl – for alt, der vurderes som kritisk for drift, vil udløse en alarm og igangsætte vores vagthold. Der er altid vagter til at tage sig af sådanne problemer via vores 24/7-alarmsystem. Hvis der ingen fejl er at finde på monitoreringsskærmene, ligger der sager klar i vores ticketsystem – dem, der er klar, tager jeg mig af.”

Vores konsulenter og infrastrukturspecialister arbejder tæt sammen for at få vores kunders forretning til at køre på (cloud-)skinner. Hjalte og de andre i infrastrukturteamet har to hovedopgaver: ”Den ene del er at assistere vores konsulenter. Jeg hjælper dem med ændringer af netværk og firewallregler, VPS’er, der skal opsættes, eller MPLS-løsninger til vores kunder. Den anden store del er vores backup- og replikeringsmiljø, der er baseret på Veeam. Ellers er der også opgaver såsom at opsætte og tjekke servere i vores mange datacentre. Det er fedt at have så godt styr på driften, at vi ikke løber ind i problemer.”
 

Datacentret, projekter og IT-infrastruktur

Det er nemlig en stor del af det at køre drift at forudsige problemer og løse dem, før de opstår, og derfor har infrastrukturteamet en helt speciel opgave, og det er bl.a. firmwareopdateringer i vores datacentre: ”Som alle service-providere har vi planlagte servicevinduer, og sådan er det at køre drift. Vi forsøger så vidt muligt at mindske vores kunders nedetid, så f.eks. næste gang arbejder vi i tidsrummet kl. 00:00-05:00 i håb om, at det skaber færrest forstyrrelser.”

Hvis man derudover møder Hjalte ude i et af vores datacentre, kan det også være på en mere normal opgave, og det er opgradering af hardware. Som de fleste andre ting her i livet holder hardware ikke evigt, så vi opgraderer vores diske, så der kan køres videre i fuld fart.

Og der er ofte fuld fart på Hjaltes dag. ”Det er altid sjovt at sidde med projekter, hvor man bliver udfordret på de tekniske aspekter. Det er især fedt at aflevere afsluttede projekter til kunden og kunne fortælle dem, at det hele spiller. Det giver mig meget på den personlige konto – når de bliver glade, kan jeg mærke, at det også løfter mig.”

Det at tage komplekse løsninger og tilpasse dem til kundernes behov er en af de ting, any.cloud som helhed er rigtig god til. Vil du gerne have en leverandør, der tilpasser sig dine behov? Vi mener nemlig ikke, at alle løsninger skal være ens. Eller vil du også arbejde i en virksomhed, hvor der er plads til faglig udvikling? Du kan sende os en uopfordret ansøgning på job@anycloud.dk.